Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Fuglene om vinteren (2017FS - 3)

Opgaven

Fugle er ligesom mennesker og andre pattedyr, ensvarme, og det betyder, at vi skal holde den samme konstante temperatur for at overleve. I vinterkulden kræver det meget energi i form af føde, for at fuglene kan holde kropstemperaturen oppe, og dermed holde gang i livsprocesserne. Fuglene har forskellige livsstrategier om vinteren, hvor det kan være svært at finde mad og dermed energi nok, så de kan holde sig varme og i live.

I skal lave et natur- og science fugletema sammen med børnene, hvor I forbereder jer hjemme, tager på oplevelsestur i nationalparken, og snakker om det I har oplevet, når I kommer tilbage til institutionen, og arbejder videre med temaet.

Andre mål

Udeliv og naturglæde: En vinterekspedition kan være særlig dejlig på en årstid, hvor man er mindre ude i naturen.

Fællesskaber: I kan gøre noget særligt udaf ekspeditionen og det at få øje på fugle og dyrespor. Gør noget udaf stemningen og fokuser på det enkelte barns opdagelser og oplevelser. At hjælpe fuglene ved at lægge foder ud.

 

Sådan gør du

I tager på fugleekspedition i vintermånederne til en af de gode fuglelokaliteter i nationalparken. Det kan være til fugletårnet i Følle Bund ved Rønde, til sandfladerne ved Ebeltoft Færgehavn, til Stubbe sø eller nogle af skovområderne med naturskov fx Tolløkkeskoven tæt på Ebeltoft eller den lille naturskov ved shelterpladsen i Basballe.

Tal om de fugle, som I ser, og dem I måske ikke ser. Hvor er de henne? Mon de fryser? Hvad spiser de? Måske finder I fjer, reder, uglegylp eller andet på jeres vej.

Kik efter følgende tegn på jeres fugleekspedition:

At børnene kigger efter fugle og tegn på deres liv om vinteren.
At børnene interesserer sig for fuglenes adfærd, og måske kan huske, hvordan det ser ud om foråret og om sommeren.
At børnene er med til at fodre og kigge på fugle, når I kommer hjem igen.
Når I kommer hjem, skal I fortsætte undersøgelserne. Sæt foderbrædter op, lav fuglemad sammen med børnene og lav et udkigssted i institutionen, hvor børnene kan følge med i livet på foderpladsen.

Snak med børnene om:

Hvad skal I give fuglene at spise?
Hvorfor er fuglekasser og fuglereder tomme i vinterhalvåret?

Årstid

Vinter.

Tidsforbrug

3 - 4 timer.

Forberedelse

Snak med børnene om natur og science fugletemaet, inden I tager afsted på fugleekspedition.

Hvordan holder fugle - og dyr og mennesker - varmen?
Hvad spiser fuglene om vinteren, hvor der ikke er insekter, frø og bær?
Hvordan er fuglenes årscyklus? Hvorfor har de fx unger om sommeren?
Hvad er trækfugle og hvad er standfugle?
Pak kikkerter i rygsække til børnene og små poser til at samle det, som I finder på jeres vej

Snak med børnene om nogle af de fuglearter, som I kan se i nationalparken:

Ved fugletårnet i Følle Bund ved Rønde: Her kan I se flere anderacer både krikand, skeand, knarand, atlingeand og fra jan/febr også gravænder. Om vinteren græsser grågæs og canadagæs på engene.

Ved sandfladerne ved Ebeltoft Færgehavn: Gravænder, splitterner og hjeler.

Ved Stubbe sø: Her kan I være heldige at opleve den flyvende dør ­– havørnen, samt også fiskeørn. Desuden ses indimellem også isfugl, grågæs, lappedykker og vandrikse.

I nogle af skovområderne med naturskov fx Tolløkkeskoven tæt på Ebeltoft, Ørnbjerg Mølle eller den lille naturskov ved shelterpladsen i Basballe: Stor flagspætte, fuglekonge, spætmejser, træløber, mejser mv. Om vinteren ses vandstæren ved bækken ved møllen.

Flere steder i nationalparken kan man opleve den røde glente, der er en elegant rovfugl med en smal kløftet hale og lange vinger, og som yngler her.

 

 

Kan suppleres med opgaver

Tag på fugleekspedition på andre tider af året - forår, sommer og efterår og sammenlign.

Tal også med børnene om de andre dyr og deres færden i vinterhalvåret. Fryser de? Hvad spiser de? Kan de finde mad? Har de unger? Hvad gør vi mennesker?

 

Aktivitet

  • Bevægelse
  • Ude

Børnehave

  • Krop og bevægelse
  • Naturen og naturfænomener

Opgavetema

  • Det vilde liv
  • Menneskets liv i nationalparken nu og frem

Mål børnehaveklasse

  • Krop og bevægelse
  • Naturfaglige fænomener

Mål 1.-10. klasse

Skole

  • Indskoling
  • Mellemtrin
  • Før skole

Skolefag

  • Natur og teknologi

Besøgssteder