Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Natursyn til eftersyn! (MB - 4a1)

Find vej 5

Opgaven

At skabe en nationalpark med bredt funderet folkelig opbakning kan være lidt af et puslespil, og til tider en næsten umulig opgave. Dette lille rollespil tager udgangspunkt i en aktuel problemstilling: at finde et fælles udgangspunkt, diskutere forskellige brugergruppers natursyn og udarbejde løsningsforslag til de konflikter som opstår undervejs. Med andre ord at skabe et grundlag for en nationalpark, eller anden anvendelse af et naturområde, som flest mulige føler ejerskab af.

 

Sådan gør du

I nationalparken:
Første del af opgaven: Inddel eleverne i de grupper du har dannet på forhånd. Hver gruppe udstyres med skriveredskaber, en mappe med arbejdsark til 1. del af opgaven, hvor gruppen skal definere deres POI og en hulahop ring.

Grupperne instrueres i opgaven: at finde et sted i landskabet, som gruppen finder særlig interessant. Her placeres gruppens hulahop ring, det er deres POI. De skal finde ud af hvorfor, og argumentere for deres valg. Her er der intet filter, alt er gangbart. Følelser, sanser, det man ved om området, en speciel oplevelse man har haft her. Man kan kigge ud af cirklen, ind i cirklen etc. gruppen bestemmer! Det vigtige er, at gruppen argumenterer for sit valg, idet gruppen skal præsentere og fremvise deres sted for de andre grupper når de kommer på besøg.

Kald grupperne sammen. Husk at grupperne skal efterlade ringene på det sted de har valgt. I går nu på besøg hos de enkelte grupper, og grupperne argumenterer for deres valg af sted. Gruppernes argumenter står uimodsagte, men der må gerne spørges ind til de forskellige argumenter. Mange af argumenterne går sikkert igen fra gruppe til gruppe, men det gør dem ikke ringere. Tværtimod fortæller det en masse om elevernes æstetiske syn på området og landskabet. Når I har været på besøg hos alle grupper udleveres anden del af opgaven.

Anden del af opgaven: Deres udleveres et nyt arbejdsark til hver gruppe, som vender tilbage til deres hulahop ring.

Forslag til grupper kan være:

  • en gruppe der driver erhverv i og omkring parken, fokuser evt. på gruppen af landmænd
  • en erhvervsgruppe der ønsker at styrke turismen i nationalparken
  • en gruppe der arbejder med naturbeskyttelse og bevarelse. Repræsenterer naturfredningsorganisationerne
  • en gruppe der ønsker at styrke friluftslivet i området
  • en gruppe der arbejder med parkens organisation. Hvordan skal parken organiseres for at flest mulige føler sig repræsenteret og har indflydelse? Hvem skal bestemme og tage de endelige beslutninger etc.
  • en gruppe der arbejder med parkens energipolitik. Kan aktiviteter, som andre grupper foreslår, gøres CO2 neutrale ved at tænke vindmøller, solceller, bioenergi eller andre tiltag ind
  • en nyhedsgruppe, der arbejder med parkens præsentation og formidling

eller andre relevante grupper

Her tænker gruppen deres nye rolle igennem: Hvad er vi for en gruppe? Hvilke interesse har vi i området, og hvordan skal området se ud, hvis vi skal opnå vores målsætning? Hvordan ser vi en kommende park udvikle sig, hvilke problemer kan der opstå, og hvor kan der være konflikt i forhold til andre interessegrupper? Etc.

Gruppen forbereder en kort præsentation af deres gruppe og de muligheder og begrænsninger som en nationalpark byder dem. Endvidere er det vigtigt at gruppen prøver at forholde sig til følgende spørgsmål:

Hvordan har vores natursyn ændret sig fra opgave 1 til opgave 2 og på hvilke punkter?

Har det været svært at sætte sig ind i den nye rolle og hvilke synspunkter har været svære at argumentere for?

o.a. lærergenererede spørgsmål.

Grupperne kaldes sammen og hver gruppe præsenterer kort deres synspunkter og visioner med den nye nationalpark.

og debatten kan begynde! Med en kvalificeret ordstyrer, der hjælper til, ved at stille uddybende spørgsmål, understrege synspunkter, afdække konfliktpunkter, få grupper til at tale sammen, argumentere, dele synspunkter, søge løsninger med andre grupper etc. Nøgleord: borgerinddragelse, ejerskab, indflydelse, demokratisk proces etc.

Debatten rundes af og evalueres. Forhåbentlig med et indblik i den komplicerede proces, det er at skabe en nationalpark eller naturområde med ændret status, hvor mange brugergrupper, med vidt forskellige behov og krav, er involverede og føler ejerskab af det kommende projekt.

Årstid

Kan foregå på alle tidspunkter af året.

Tidsforbrug

Fra 2 - 3 timer, så længe der er gang i debatten

Forberedelse

Hvor kan aktiviteten foregå:
Bedst på det aktuelle sted som diskussionen omhandler, ex. i Nationalpark Mols Bjerge

  • Afgør hvilket område I vil arbejde i
  • Opret fx. 6 brugergrupper, der har tilknyttet interesser i området
  • Til 1. halvdel af opgaven: Lav et skema, som jeg kalder et POI-skema (Point of Interest). Det er et skema, hvor der er plads til at gruppen skal argumentere for deres valg, af sted i landskabet på turen til Nationalparken. Denne halvdel af opgaven kommer til at omhandle æstetiske værdier, med elvernes værdisæt som udgangspunkt. Et punkt hvor eleverne vælger og argumenterer ud fra deres forudsætninger, umiddelbare indtryk, sanser og følelser
  • Til 2. halvdel af opgaven: lav et antal fx. 6 beskrivelser af de forskellige interessegrupper. For at hjælpe eleverne på vej i, at definere deres roller, bør den indeholde følgende:
    - Hvad er deres interesser i forhold til nationalparken?
    - Hvilke mål har gruppen?
    - Hvor kan den største konflikt ligge?
    - Hvilken udvikling ser gruppen gerne i området? Etc.

    Disse gruppekriterier bør tage udgangspunkt i elevernes modenhed og evne til at diskutere og argumentere.

  • Tag 6 hulahop-ringe med på turen
  • Mapper og skriveredskaber

 

Aktivitet

  • Ude

Opgavetema

  • Menneskets liv i nationalparken nu og frem

Mål 1.-10. klasse

Skole

  • Udskoling

Skolefag

  • Biologi
  • Dansk
  • Samfundsfag

 

Læringsmål:

Eleven kan diskutere natursyn og argumentere ud fra egne og andres værdier og synspunkter